Ifølge Carsten Jensen: Min bekymrede moster og andre gode råd

Carsten Jensen skriver håndbog for dem, der gerne vil have succes i den politiske debat.

Fordomme: Normalt defineres en fordom som en forvrænget, men hårdnakket fastholdt virkelighedsopfattelse. Oplysning anses for at være et godt middel mod fordomme, men dette råd gælder ikke mere i politik. Nu skal fordomme i stedet respekteres som et udtryk for folks følelser. Derfor er ordet også forsvundet og erstattet af et nyt: bekymring. Folk har ikke fordomme. De har bekymringer. Derfor lyder et af de bedste råd til dem, der stræber efter succes i politik: Prøv aldrig at imødegå folks fordomme. Tal dem i stedet efter munden.

Elite: Et nyt nøgleord i den politiske debat. Eliten defineres som oftest som de kloge og de rige, de intellektuelle og de professionelle, men man skal ikke derfor tro, at det modsatte af eliten, altså befolkningen, derfor overvejende må bestå af de dumme, de fattige og de uprofessionelle. Indenrigsminister Karen Jespersen hører nemlig også til befolkningen, og dette afslører, at elitebegrebet ikke refererer til nogen sociologisk virkelighed, men først og fremmest er et spørgsmål om holdninger.
Hvis man er kritisk over for udlændinge, tilhører man befolkningen. Hvis man er flygtninge- eller indvandrervenlig, er man derimod en del af eliten. Befolkningen består altså af Karen Jespersen samt de ca. 10 procent, som stemmer på Dansk Folkeparti. Overfor dem står en ufolkelig minoritet på et par millioner danskere, som har sammensvoret sig om at fortie virkeligheden og holde befolkningen (dvs. Karen Jespersen og de 10 pct., der stemmer på Dansk Folkeparti) uden for indflydelse. I Danmark er al magt koncentreret i hænderne på en virkelighedsfornægtende, indvandrervenlig elite. Anerkendelsen af dette forhold er den afgørende forudsætning for at vinde lydhørhed i enhver debat. Derfor lyder et af de bedste råd til den, der stræber efter succes i politik: Angrib altid eliten. Tal altid mod bedre vidende. Brug hele din begavelse og uddannelse på at benægte, at du har nogen af delene.

Erfaring: Noget pensionister har. Uanvendeligt som andet end duefoder.

Følelser: Noget danskere har. Udlændinge skjuler deres, og det vides derfor ikke med bestemthed, om de har nogen. Der er dog tegn på, at mænd af udenlandsk herkomst kan nære negative følelser, såsom ubegrundet raseri, glæde ved vold og en eller anden afart af dyrisk begær. I stedet for kærlighed har de tvangsægteskaber. I stedet for børneopdragelse har de øretæver. Kvinderne har tørklæder i stedet for hår. Det menes, at kvinderne er i stand til at opleve en uartikuleret form for sorg eller ulykkelighed, formodentlig over ikke at være danskere. Derfor lyder et af de bedste råd i politik: Tænk ikke på, hvad udlændinge føler, når du fremsætter nedsættende udtalelser om dem. Formodentlig er de ligesom hvaler, der bliver harpuneret. De føler ikke noget særligt.

Min syge Moster: En retorisk figur af en vis berømmelse, der nu er afløst af en ny: min bekymrede moster. Fælles for begge mostre er, at de tilhører en kategori af ofre, der ikke selv kan forsvare eller udtrykke sig og derfor har brug for, at andre gør det. I politik gælder det om at have en stor familie med mange mostre, hvis register dækker de fleste af de kendte sygdomme og bekymringer. Det er derimod afgørende aldrig selv at træde frem i rollen som moster, da tilliden til en politikers handlekraft svækkes alvorligt, hvis han fremstiller sig selv som syg, bekymret eller på anden måde plaget. Som fortaler for en moster viser han derimod, at han ikke kun har tanke for sig selv, men nærer omsorg for andre. Det senest tilkomne medlem af mostrenes store familie optræder i B.T.-redaktør Erik Meier Carlsens indflydelsesrige debatbog 'De overflødiges oprør'. Mosteren er i dette tilfælde en vens svigermor , en 60-årig kvinde uden selvstændig erhvervsuddannelse, som hver dag i »mange, mange år« har kørt en tur med den københavnske Linje 10. En dag sidder der pludselig en gruppe på ti somaliere i bussen og råber og skriger, og da de sidder der den næste dag og den næste dag igen, mister kvinden »en væsentlig del af sit hverdagslivs glæde og tryghed«. Det vides ikke, om somalierne hver dag begår gruppevoldtægt i Linje 10 eller truer med kniv eller om deres råben og skrigen blot er lyden af det somaliske sprog, sådan som det nu tales, når en gruppe somaliere mødes til en hyggelig passiar om dagens begivenheder, ligesom de måske engang gjorde det hjemme på torvet i Mogadishu. Erik Meier Carlsen, der er journalist og dermed professionel undersøger af objektive kendsgerninger, har aldrig taget turen med Linje 10, og det er måske i god overensstemmelse med en bog, hvis forfatter allerede i indledningen erklærer, at »man ikke behøver at være ajour med den seneste statistik«, når det gælder den voksende ulighed i samfundet, for den slags ved man »med intuitiv sikkerhed«. Der er løsninger på den bekymrede kvindes problemer. Den ene er, at nogen en dag tager turen med hende og undersøger, om der faktisk er grund til at være bange for somalierne, for måske er angsten grundløs og består ikke i andet end den instinktive modreaktion, vi altid har over for alt, hvad der uventet dukker op på vanens nedtrådte dyrestier. Den anden løsning er at kræve, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti bliver optaget i regeringen og får større medindflydelse på dansk udlændingepolitik, end partiet allerede indirekte har. Af en eller anden grund synes Erik Meier Carlsen, at den sidste løsning er den nemmeste og mest overskuelige. Derfor lyder et af de bedste råd i politik: Bland aldrig statistik og kendsgerninger ind i den politiske debat. Hold dig i stedet til de gode, gamle, afprøvede og altid populære fortællinger, f.eks. en variant over det kendte og elskede eventyr om din syge eller bekymrede moster.

Mod: Vilje til at tale negativt om udlændinge. Modig er den, der siger noget andet end eliten.

Oplysning: Ansås engang for at være en altafgørende forudsætning for demokratiet. Demokratiets fødselsperiode omtales endog som 'oplysningstiden'. I den såkaldte informationsalder, som nemt forveksles med underholdningsalderen, anses oplysning for at være udemokratisk, da det forudsætter, at nogen ved mere end andre. (Den eneste, der har lov til at vide mere end andre, er ikke en person, men Internettet). Oplysning er derfor i modstrid med demokratiets lighedstanke og et tegn på, at man ikke tager folks egne følelser og tanker alvorligt. At være vidende er ifølge denne tankegang det samme som at være bedrevidende. Hvis nogen stadig skulle insistere på, at oplysning og demokrati hører sammen, kan man lukke munden på dem ved at anklage dem for at tilhøre 'eliten'. Så antydes det, at de har deres egne fordækte motiver til at gå ind for oplysning. Uegennytte er ikke et af dem. Nedladenhed, formynderi og hersketrang er. Oplysning er ikke andet end et redskab til at fratage folk deres gode humør. DR 1 og TV 2 er den bedste modgift mod oplysning. Derfor lyder et af de bedste råd i politik: Prøv aldrig at oplyse folk. Det vil ikke blot udelukke dig fra adgang til tv-skærmen. Det vil også afsløre din totale mangel på folkelighed.

Problemer: Noget, som udlændinge er årsag til. Hvis det ikke var for udlændingene i Danmark, ville vi ikke have gruppevoldtægter, narko, kriminalitet, kvindeundertrykkelse, arbejdsløshed, forurening, dyremishandling, bistandsklienter, kvinder med tørklæder, dårlig udtale af dansk samt Pia Kjærsgaard.

Tvang: Et ord, der har en negativ klang, hvis det sættes i forbindelse med danskere, og en positiv klang, hvis det sættes i forbindelse med udlændinge.

Udlænding: Den politiske debats ultimative plus-ord. Fungerer på samme måde som en virus i en computer: Harddisken bliver ryddet. Stil dig op i en hvilken som helst forsamling og sig ordet 'udlænding', og opmærksomheden er din. Alle kameraer bliver rettet imod dig, forsamlingen deler sig i to skrigende lejre, uanset hvad den i øvrigt var i færd med at diskutere, du bliver ugens gæst i Profilen. På bunden af enhver debat, hvad enten den handler om globalisering, folkeskolen, torskekvoter eller hospitalernes ventelister, er der en udlænding. Find ham, og du er dagens vinder. Derfor lyder et af de bedste råd i politik: Prøv aldrig at få den politiske debat til at handle om andet end udlændinge.Ytringsfrihed: Retten til at tale negativt om udlændinge. Eliten er imod ytringsfrihed.

Vandpiber: En særlig form for tobaksindtagelse, yndet af udlændinge. Finansieres af danske skatteydere over bistandspengene.

Velmenende: En person uden virkelighedsforbindelse. En person, der også mener, at der er noget godt at sige om udlændinge.

Øde øer: Der er ca. 500 øer i Danmark. En del af dem er øde, dvs. uden kloakering, el, vand, døgnkiosker eller hybridnet. Velegnet opholdssted for udenlandske butikstyve, derimod uegnet for danske mordere eller narkohandlere, der helst skal bevare en nær kontakt til samfundet. Forslaget om anbringelse af udlændinge på en øde ø skal dog kun fremsættes en gang. Siden skal man i vage vendinger antyde, at det var nødvendigt at lade forslaget falde, fordi det var for fremsynet, og tiden endnu ikke er moden til det. I tillægsgevinst erhverver man sig således et ry som kontroversiel og nytænkende politiker på modig enegang.

Åbenhed: Vilje til at tale negativt om udlændinge. Ord som 'nasseri', 'perker', bramfrie trusler om 'øretæver' og blomstrende billedsprog som 'smides ud med faldskærm' har fornyet udlændingedebatten på en forfriskende og anderledes måde, der samtidig har medvirket til at gøre os mere tolerante overfor de fremmede. Der er meget lidt vold mod udlændinge i Danmark, og det skyldes, at vi i en folkelig og åben demokratisk debat har tilkæmpet os retten til i mentalhygiejnens tjeneste at give vores følelser luft. Vi slår ikke på udlændinge. Vi sviner dem bare til, og det skal de være glade for.